I weekenden 9. – 11. maj 2025 sker der virkelig noget!!!
Vi mødes fredag den 9. maj kl. 17.00 ved P-pladsen på Klintholmvej, 5874 Hesselager (hvor der står et skilt mod Klintholm Kalkgrav). Herfra vi skal gå et lille stykke og overnatte i shelter ude ved kysten, med udsigt til Storebælt. Fredag aften skal vi bruge på at lave aftensmad, have lidt bålhygge og derefter i poserne. Efter en god nattesøvn i shelter, skal vi have morgenmad, pakke sammen og dernæst går turen til Inca grunden.
Når vi i løbet af lørdag eftermiddag er tilbage på Inca grunden, skal vi rejse telte på den lejrplads, som juniorspejderne har brugt de sidste par møder på at bygge og vi skal selvfølgelig også lave aftensmad og have lidt hygge ved bålet lørdag aften.
Søndag morgen skal vi op, have morgenmad og pakke sammen og gøre klar den landsdækkende PR-dag, Spejderdag, som Inca Spejderne er en del af. Vi håber at mange vil komme til vores dejlige spejdergrund på Gudme Kohavevej og se hvad spejder er for en størrelse på denne dag i tidsrummet kl. 10.00 – 14.00. Mikro/Mini vil komme kl. 9.45
For at Spejderdagen bliver en succes, skal alle I der allerede er spejdere være med til at vise alle vores gæster, hvor fedt og dejligt det er at være spejder. Vores aktiviteter på denne dag vil handle om natur, lege og mad.
Når ”Spejderdagen” er slut skal der ryddes op og I vil
være færdige kl. 14.30.
Pris og tilmelding: 175 kr. som indbetales til gruppen via mobilpay 57 274 sammen med onlinetilmelding på incaspejderne.dk Tilmeldingen lukker onsdag den 7. maj 2025.
Vi glæder os til en hyggelig
weekend sammen med jer.
Med spejderhilsen
Arne og Allan
Medbring:
Husk at du skal bære al din oppakning selv, så pak derfor i en god rygsæk, og tag gode sko på.
Kig godt på pakkelisten i din lommebog, men husk også på at pakke minimalt, og efter vejret. Vi skal overnatte i shelter, så tag et godt liggeunderlag med, og en 3-sæsons-sovepose, ikke en sommersovepose, da det stadig kan være meget koldt om natten i april. Tænk på at komforttemperaturen skal svare til den forventede temperatur om natten. Gå ikke efter ekstremtemperaturen, da den angiver hvornår man får forfrysninger. Så sørg for at dit barn får en god nattesøvn ved at pakke en sovepose med komforttemperatur på 0-5 grader.
Rygsækken: På en hejk er det vigtigt at tænke på, at I selv skal bære hvad I tager med på ryggen. Derfor må jeres rygsæk færdigpakket ikke veje mere end max. 1/3 del af jeres egenvægt (helst en ¼ del). Vejer den mere er det ikke sjovt at gå med rygsækken. Alle skal medbringe en rygsæk til at have alle sine ting i, sovepose/underlag skal også sidde fast på rygsækken, det er forbudt at gå med nogen ting i hænderne overhovedet. Endvidere er det en rigtig god idé at pakke alle jeres ting i plasticposer inden I lægger det i rygsækken, da alle rygsække ikke er lige vandafvisende. Skal I ud at købe en rygsæk inden turen, så husk at rygsækken skal passe til den der skal bære den, dvs. den må ikke være for stor eller for lille. God juniorstørrelse er ca. 50 liter. Mangler I en rygsæk, så tag en snak med lederne.
Andre ting: Dernæst skal I alle have nogle gode sko/støvler på, som I er vant til at gå i (gummistøvler er ikke godt fodtøj til en hejk). Tag også et par skiftesko med.
Du behøver ikke tage alt dit bestik med, du kan godt klare dig med en dyb tallerken, et krus, en ske og din dolk, men viskestykket skal du dog huske. En drikkedunk i en eller anden form vil også være en god ting at medbringe, og sidst men ikke mindst husk et komplet sæt skiftetøj, skiftesko, kasket/solhat og regntøj, samt tøj efter vejret.
Men tænk jer godt om når I pakker og husk at alt vejer noget.